DNS.services
Bestilling expand_more
shopping_cart person
menu
Bestilling expand_more
  • shopping_cart
    shopping_cart Kurven er tom
  • person Log Ind / Register

Kom igang allerede i dag


Domæner
DNS Hotel
SSL Certifikater

Vi har DK's billigste domæner

shopping_cart
Produkter
  • language Domæner
  • dns DNS Hotel
Konto
  • person Kundeområde
Hjælp
  • note Vidensdatabase
Andet
  • link Domæne opslag
  • link API

Betingelser for DNS.services

Senest opdateret: 17. juli 2026

Disse betingelser gælder for brug af DNS.services, herunder vores gratis DNS-hotel, kundeområde, API, domæneregistrering og øvrige tilknyttede tjenester.

Indhold

  • Generelt
  • Kundekonto og sikkerhed
  • Support og vagttelefon
  • Gratis DNS-hotel
  • Kundens ansvar
  • Domænenavne
  • Fortrydelsesret
  • Misbrug og ulovligt indhold
  • Drift og vedligeholdelse
  • Ansvarsbegrænsning
  • Betaling og priser
  • Opsigelse og sletning
  • Cookies
  • Personoplysninger
  • Databehandleraftale
  • Underdatabehandlere
  • Andre dataansvarlige modtagere
  • Besøgsstatistik og Google Analytics
  • Ændringer af betingelserne
  • Lovvalg og tvister
  • Kontakt

Generelt

Disse betingelser gælder for kunder og brugere af DNS.services. Betingelserne accepteres ved oprettelse af en konto, gennemførelse af en bestilling eller anden brug af tjenesterne.

DNS.services drives af:

dns.services ApS
Højgårdsvej 25
8620 Kjellerup
CVR-nr.: 37074640
E-mail: post@dns.services

Alle tjenester skal anvendes i overensstemmelse med dansk lovgivning, tredjemands rettigheder og disse betingelser.

Kunden skal være mindst 18 år eller på anden måde have retlig handleevne til at indgå aftalen. Oprettes en konto på vegne af en virksomhed eller organisation, bekræfter brugeren at være bemyndiget til at indgå aftalen på dennes vegne.

Kundekonto og sikkerhed

Kunden er ansvarlig for, at oplysningerne på kundekontoen er korrekte og løbende holdes opdaterede.

Loginoplysninger, API-nøgler, adgangskoder og andre godkendelsesoplysninger er personlige og må ikke deles med uvedkommende. Kunden er ansvarlig for aktivitet, der foretages via kundens konto og adgangsoplysninger.

Kunden skal straks kontakte DNS.services, hvis der er mistanke om uautoriseret adgang, misbrug af kontoen eller kompromitterede adgangsoplysninger.

DNS.services kan kræve brug af totrinsbekræftelse eller andre sikkerhedsforanstaltninger, hvis det vurderes nødvendigt for at beskytte kontoen eller platformen.

Support

DNS.services yder support via vores ticketsystem i kundeområdet. Vi yder som udgangspunkt ikke almindelig telefonsupport.

E-mail / Ticketsupport omfatter hjælp til brug af DNS.services og fejlsøgning af vores egne systemer. Support omfatter ikke nødvendigvis opsætning, fejlsøgning eller administration af kundens website, mailserver, netværk, tredjepartssystemer eller øvrige IT-miljø.

Vagttelefon

Ved alvorlige og akutte driftsnedbrud kan vores vagttelefon benyttes. Vagttelefonen må ikke anvendes til almindelig support, opsætning eller spørgsmål til kundens egen DNS-konfiguration.

Læs betingelserne for brug af vagttelefonen.

Gratis DNS-hotel

DNS.services driver en geografisk og netværksmæssigt redundant DNS-infrastruktur med meget høj tilgængelighed.

Tjenesten drives aktuelt fra tre navneservere på tre separate geografiske lokationer med forskellige internet- og netværksudbydere. Infrastrukturen udbygges løbende med yderligere navneservere og geografisk redundans.

Vores tekniske målsætning er 100 % tilgængelighed for den autoritative DNS-tjeneste. Infrastrukturen overvåges løbende og drives med redundans, beredskabsprocedurer og foranstaltninger til sikring af driftskontinuitet.

Medmindre en særskilt serviceaftale er indgået, udgør målsætningen ikke en ubetinget kontraktuel garanti. Midlertidige forstyrrelser kan forekomme som følge af ekstraordinære hændelser, omfattende angreb, fejl i internettets infrastruktur, kundens egen konfiguration eller andre forhold uden for DNS.services' rimelige kontrol.

Funktioner

  • IPv4 og IPv6 på navneserverne
  • DNSSEC
  • DDNS
  • ACME- og acme.sh-understøttelse
  • API-adgang
  • URL- og webviderestilling
  • Reverse DNS

Funktioner kan ændres, udvides eller fjernes, når det er nødvendigt af tekniske, sikkerhedsmæssige, driftsmæssige eller juridiske årsager.

Rimeligt forbrug

Det gratis DNS-hotel er underlagt rimeligt forbrug. Tjenesten må ikke anvendes på en måde, der medfører unormal belastning, kompromitterer platformens stabilitet eller påvirker andre kunders brug af tjenesten.

DNS.services kan begrænse forespørgsler, API-kald, antal zoner, antal poster eller øvrigt ressourceforbrug, hvis brugen vurderes at være urimelig, automatiseret i unormalt omfang eller skadelig for driften.

Kundens ansvar

Kunden er ansvarlig for indholdet og korrektheden af de DNS-zoner og DNS-poster, som kunden opretter eller ændrer.

Kunden skal blandt andet sikre, at:

  • DNS-poster peger på de korrekte systemer og IP-adresser.
  • MX-, SPF-, DKIM- og DMARC-poster er korrekt konfigureret.
  • DNSSEC aktiveres og ændres korrekt.
  • API-nøgler og loginoplysninger opbevares sikkert.
  • Oplysninger om domænets registrant og kontaktpersoner er korrekte.
  • Brugen ikke krænker lovgivning eller tredjemands rettigheder.

Fejl i DNS-konfigurationen kan medføre, at websites, e-mail, certifikatudstedelse og andre tjenester bliver utilgængelige. DNS.services er ikke ansvarlig for fejl, der skyldes kundens egne ændringer eller instruktioner.

Kunden anbefales løbende at eksportere eller på anden måde opbevare en kopi af vigtige DNS-zoner og konfigurationsoplysninger.

Domænenavne

DNS.services tilbyder registrering, overførsel, administration og fornyelse af udvalgte domænetyper.

Ved bestilling skal kunden oplyse korrekte og ajourførte oplysninger om registranten og eventuelle administrative, tekniske og faktureringsmæssige kontaktpersoner.

Registrering og administration af domæner er desuden underlagt reglerne hos det relevante registry, registrator eller den organisation, som administrerer den pågældende domæneendelse.

DNS.services kan videregive nødvendige registrant- og kontaktoplysninger til relevante registries, registratorer og domæneadministratorer, når det er nødvendigt for at registrere, overføre, forny eller administrere et domæne.

.dk-domæner

DNS.services understøtter registrering, overførsel, forhandlerhåndtering og fornyelse af .dk-domæner.

Hvis et .dk-domæne er forhandlerhåndteret gennem DNS.services, håndteres fornyelse og betaling som udgangspunkt gennem DNS.services. Domænet er samtidig underlagt de til enhver tid gældende regler og vilkår hos Punktum.dk.

Læs mere om fornyelse og forhandlerhåndtering af .dk-domæner.

Registrering og levering

Domænet bestilles normalt automatisk, når betalingen er godkendt. En bestilling er først endeligt gennemført, når registreringen er godkendt af det relevante registry eller den relevante registrator.

DNS.services kan ikke garantere, at et domæne fortsat er ledigt, selvom det fremgår som ledigt under søgningen eller bestillingen. Domænet kan være blevet registreret af en anden, før bestillingen behandles.

Kunden er selv ansvarlig for rettidig fornyelse af domæner, medmindre automatisk fornyelse er aktiveret, og der er tilstrækkelig saldo eller en gyldig betalingsmetode.

DNS.services er ikke ansvarlig for tab af et domæne, hvis fornyelsen ikke kan gennemføres som følge af manglende betaling, ugyldige betalingsoplysninger, manglende kontaktoplysninger, kundens egne handlinger eller forhold uden for DNS.services kontrol.

Premiumdomæner

Nogle domæner klassificeres som premiumdomæner og kan have en højere registrerings- eller fornyelsespris end standardprisen.

Vær opmærksom på, at premium domæner ikke bliver autoregistreret ved bestilling, da vi skal gennemgå og oplyse dig om domænets pris inden registreringen sættes i gang.
Bemærk at premiumdomæner vises i oversigten til listepris

Hvis et premiumdomæne som følge af en teknisk fejl vises eller bestilles til en forkert pris, kan DNS.services annullere ordren og tilbagebetale det indbetalte beløb.

Læs mere om premiumdomæner.

Fortrydelsesret

Forbrugere har som udgangspunkt 14 dages fortrydelsesret fra den dag, aftalen indgås.

Domænenavne registreres normalt automatisk og umiddelbart efter, at bestillingen og betalingen er godkendt. Kunden skal derfor kontakte DNS.services hurtigst muligt, hvis en bestilling ønskes standset.

Hvis domænet endnu ikke er registreret eller bindende bestilt hos det relevante registry eller den relevante registrator, vil DNS.services så vidt muligt standse bestillingen og tilbagebetale betalingen.

Hvis domænet allerede er registreret, kan registreringen normalt ikke tilbageføres eller annulleres hos registry eller registrator. En eventuel fortrydelse og tilbagebetaling behandles i så fald efter de til enhver tid gældende regler i forbrugeraftaleloven.

Fortrydelsesretten gælder ikke for erhvervskunder, medmindre andet er aftalt skriftligt.

Misbrug og ulovligt indhold

Kunden skal anvende DNS.services på en lovlig og etisk forsvarlig måde.

Tjenesten må blandt andet ikke anvendes til:

  • Spam, phishing, svindel eller identitetstyveri.
  • Distribution af malware, ransomware eller anden skadelig kode.
  • Hacking, angreb, botnets eller uautoriseret adgang.
  • Omgåelse af sikkerhedsforanstaltninger.
  • Krænkelse af ophavsret, varemærker eller andre rettigheder.
  • Spredning af ulovligt eller klart vildledende indhold.
  • Chikane, trusler eller skade mod personer eller virksomheder.
  • Domæner eller DNS-poster, der anvendes til at efterligne tredjemand.
  • Aktiviteter, der kan skade DNS.services omdømme, drift eller øvrige kunder.

Konsekvenser ved overtrædelse

Ved mistanke om misbrug kan DNS.services undersøge forholdet og anmode kunden om yderligere oplysninger.

DNS.services kan uden forudgående varsel begrænse, suspendere eller lukke en konto, DNS-zone, API-adgang eller anden tjeneste, hvis det er nødvendigt for at:

  • standse igangværende misbrug eller sikkerhedshændelser,
  • overholde lovgivning eller myndighedskrav,
  • beskytte DNS.services eller tredjemand, eller
  • forhindre væsentlig påvirkning af driften.

Hvor det er forsvarligt og muligt, vil kunden blive orienteret og få mulighed for at rette forholdet.

Drift og vedligeholdelse

DNS.services vedligeholder løbende sine systemer for at forbedre sikkerhed, stabilitet og ydeevne.

Planlagt vedligeholdelse kan medføre midlertidige begrænsninger eller afbrydelser. DNS.services vil så vidt muligt gennemføre planlagt vedligeholdelse på tidspunkter, hvor påvirkningen er begrænset.

Ved kritiske sikkerhedsproblemer eller driftsfejl kan ændringer gennemføres uden forudgående varsel.

DNS.services kan rette, deaktivere eller fjerne DNS-poster, hvis de:

  • indeholder åbenlyse tekniske fejl,
  • udgør en sikkerhedsrisiko,
  • medfører væsentlige driftsproblemer,
  • overtræder disse betingelser, eller
  • skal fjernes som følge af lovgivning eller myndighedskrav.

DNS.services vil normalt ikke ændre kundens DNS-poster uden forudgående kontakt, medmindre situationen er akut.

Ansvarsbegrænsning

DNS.services bestræber sig på at levere en stabil og sikker tjeneste, men garanterer ikke uafbrudt eller fejlfri drift.

DNS.services er ikke ansvarlig for tab, der skyldes:

  • kundens egne DNS-indstillinger eller ændringer,
  • forkerte eller mangelfulde oplysninger fra kunden,
  • fejl hos registries, registratorer eller andre tredjeparter,
  • internet-, netværks- eller strømudfald uden for vores kontrol,
  • DDoS-angreb, hacking eller andre sikkerhedshændelser,
  • force majeure eller andre ekstraordinære forhold, eller
  • kundens manglende fornyelse, betaling eller sikring af sin konto.

Medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning, er DNS.services ikke ansvarlig for indirekte tab, driftstab, tabt avance, mistet omsætning, mistede e-mails, tab af data eller tab som følge af utilgængelige websites eller tjenester.

For gratis tjenester kan DNS.services samlede ansvar ikke overstige det beløb, kunden har betalt for den berørte tjeneste i de seneste 12 måneder. For en udelukkende gratis tjeneste vil beløbet som udgangspunkt være 0 kr., medmindre andet følger af ufravigelig lovgivning.

Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt, grov uagtsomhed eller i det omfang, ansvar ikke lovligt kan begrænses.

Betaling og priser

Betaling sker via de betalingsmetoder, der fremgår af bestillingssiden. Kreditkortbetalinger behandles gennem Stripe eller en anden oplyst betalingsudbyder.

DNS.services gemmer ikke kundens fulde kortoplysninger på egne servere.

Medmindre andet fremgår, er priser til forbrugere oplyst inklusive 25 % dansk moms. Priser til erhvervskunder kan være oplyst eksklusive moms, hvis dette tydeligt fremgår.

Prisen for domæner kan ændres som følge af prisændringer hos registries, registratorer, valutakursændringer, afgifter eller øvrige eksterne forhold.

Saldobetaling

Kunden kan indbetale et beløb til sin kundesaldo. Saldoen kan anvendes til betaling af fakturaer og automatisk fornyelse.

Kunden er ansvarlig for, at der er tilstrækkelig saldo før en fornyelse eller betalingsfrist. En registreret saldo er ikke en bankkonto og forrentes ikke.

Udbetaling af ubrugt saldo kan være underlagt kontrol af identitet, betalingskilde, eventuelle bonusbeløb og gældende regler om hvidvask, svindel og tilbagebetaling.

Opsigelse, inaktivitet og sletning

Kunden kan ophøre med at bruge det gratis DNS-hotel ved at fjerne DNS-zonen eller ændre domænets navneservere.

Før opsigelse eller flytning er kunden ansvarlig for at eksportere nødvendige DNS-data og sikre, at domænet anvender fungerende navneservere.

DNS.services kan lukke eller slette gratis konti og DNS-zoner, der har været inaktive i en længere periode, hvis kunden først er blevet varslet via den registrerede e-mailadresse eller kundeområdet.

Varsling kan undlades ved misbrug, sikkerhedsrisici, ugyldige kontaktoplysninger, myndighedskrav eller andre alvorlige forhold.

Efter lukning bliver data slettet med det samme. DNS.services garanterer ikke, at slettede zoner, poster eller kontoindhold kan gendannes.

Cookies

DNS.services anvender nødvendige cookies til blandt andet login, sessionsstyring, sikkerhed, sprogvalg og funktionalitet i kundeområdet.

Nødvendige cookies kan ikke fravælges, da tjenesten ellers ikke vil fungere korrekt.

Statistik-, analyse- og eventuelle marketingcookies anvendes kun, når det er tilladt efter gældende regler, og når det nødvendige samtykke er indhentet.

Brugeren kan til enhver tid ændre eller tilbagekalde sit cookie-samtykke via hjemmesidens cookieindstillinger.

Personoplysninger

DNS.services behandler personoplysninger i forbindelse med kundekonti, support, sikkerhed, fakturering, betaling, domæneregistrering og levering af tjenester.

Oplysningerne kan blandt andet omfatte:

  • navn og virksomhedsnavn,
  • adresse og land,
  • telefonnummer og e-mailadresse,
  • CVR-nummer og faktureringsoplysninger,
  • IP-adresser og tekniske logoplysninger,
  • supporthenvendelser og korrespondance,
  • domæne-, registrant- og kontaktoplysninger,
  • betalingsstatus og transaktionsreferencer, og
  • oplysninger om brug af kundeområdet og API'et.

Oplysninger behandles blandt andet for at:

  • oprette og administrere kundekonti,
  • levere DNS- og domænetjenester,
  • behandle betalinger og føre regnskab,
  • besvare supporthenvendelser,
  • forebygge misbrug, svindel og sikkerhedshændelser,
  • overholde lovkrav og myndighedspåbud, og
  • dokumentere indgåede aftaler og gennemførte handlinger.

DNS.services er dataansvarlig for behandling af oplysninger til egne formål, herunder kundeadministration, fakturering, sikkerhed, support og overholdelse af lovgivning.

Når DNS.services behandler personoplysninger alene efter kundens dokumenterede instruks, kan DNS.services være databehandler. En sådan behandling er reguleret af vores databehandleraftale.

Personoplysninger opbevares kun så længe, det er nødvendigt for det relevante formål eller følger af lovgivningen. Regnskabsmateriale opbevares i den lovpligtige periode. Sikkerhedslogs og supportoplysninger kan opbevares i en kortere eller længere periode afhængigt af deres formål og indhold.

Kunden har efter databeskyttelsesreglerne blandt andet ret til indsigt, berigtigelse, sletning, begrænsning, indsigelse og i visse tilfælde dataportabilitet.

Henvendelser vedrørende personoplysninger kan sendes til: post@dns.services.

Der kan klages over behandlingen til Datatilsynet.

Yderligere oplysninger kan fremgå af vores særskilte privatlivspolitik.

Databehandleraftale

Hvis DNS.services behandler personoplysninger på vegne af kunden, skal behandlingen være omfattet af en databehandleraftale.

Databehandleraftalen kan findes her:

Åbn databehandleraftalen

Kunden er ansvarlig for at vurdere, om kundens brug af tjenesterne medfører behandling af personoplysninger, og om der derfor skal indgås en databehandleraftale.

Underdatabehandlere

DNS.services driver og hoster som udgangspunkt selv den tekniske platform, herunder DNS-servere, kundeområde, databaser, backup, e-mail og supportsystemer.

DNS.services anvender på nuværende tidspunkt ingen underdatabehandlere i forbindelse med den behandling af personoplysninger, som DNS.services foretager på vegne af kunderne.

Hvis DNS.services fremover tager en underdatabehandler i brug, vil denne side blive opdateret, og berørte kunder vil blive orienteret i overensstemmelse med databehandleraftalen.

Andre dataansvarlige modtagere og samarbejdspartnere

Ved registrering, overførsel, fornyelse og administration af domænenavne kan DNS.services videregive nødvendige oplysninger til registrarer, registries, betalingsudbydere og andre organisationer.

Disse organisationer kan behandle oplysningerne som selvstændigt dataansvarlige efter deres egne vilkår, juridiske forpligtelser og reglerne for den relevante domæneendelse.

Modtager Rolle og formål Oplysninger Land
Punktum dk A/S Selvstændigt dataansvarlig som administrator af .dk-registeret. Oplysninger videregives med henblik på registrering, overførsel, fornyelse, forhandlerhåndtering, identitetskontrol og øvrig administration af .dk-domæner. Domænenavn, navn, adresse, telefonnummer, e-mailadresse, CVR-nummer, navneservere og øvrige nødvendige registrant- og kontaktoplysninger. Danmark
CSL Computer Service Langenbach GmbH Selvstændigt dataansvarlig som domæneregistrar. Oplysninger videregives med henblik på registrering, overførsel, fornyelse og administration af de domænetyper, der leveres gennem CSL GmbH. Domænenavn, registrantoplysninger, kontaktoplysninger, navneservere og nødvendige ordre- og transaktionsoplysninger. Tyskland
CentralNic Selvstændigt dataansvarlig som registry, registry-operatør eller registrar, afhængigt af den relevante domæneendelse. Oplysninger behandles med henblik på registrering, overførsel, fornyelse og administration af domæner. Domænenavn, registrantoplysninger, kontaktoplysninger, navneservere og øvrige oplysninger, som kræves for den pågældende domæneendelse. Storbritannien, EU/EØS eller andet land afhængigt af den relevante CentralNic-enhed og domæneendelse.
Stripe Betalingsudbyder og selvstændigt dataansvarlig for dele af betalingsbehandlingen, sikkerhedskontrollen og forebyggelsen af betalingssvindel. Navn, kontaktoplysninger, betalingsoplysninger, IP-adresse, transaktionsoplysninger og tekniske oplysninger. EU/EØS og eventuelt tredjelande i henhold til Stripes gældende databeskyttelsesvilkår.

Besøgsstatistik og Google Analytics

DNS.services anvender Google Analytics til at udarbejde statistik over brugen af hjemmesiden og kundeområdet.

DNS.services er dataansvarlig for denne behandling, og Google behandler som udgangspunkt Analytics-oplysninger som databehandler i henhold til Googles gældende databehandlingsvilkår.

Google Analytics aktiveres kun, når den besøgende har givet det nødvendige samtykke til statistikcookies.

De behandlede oplysninger kan blandt andet omfatte oplysninger om browser, enhed, besøgte sider, tidspunkt, omtrentligt geografisk område, henvisende side og en tilfældig eller pseudonym brugeridentifikator.

Google Analytics er ikke en underdatabehandler i forbindelse med DNS.services' behandling af kundernes personoplysninger, når tjenesten alene anvendes til DNS.services' egen besøgsstatistik.

Ændringer af betingelserne

DNS.services kan ændre disse betingelser, når det er nødvendigt som følge af ændringer i tjenesterne, lovgivningen, sikkerhedskrav, leverandørforhold eller forretningsmæssige forhold.

Væsentlige ændringer varsles så vidt muligt via e-mail, kundeområdet eller hjemmesiden, før ændringerne træder i kraft.

Mindre ændringer, sproglige rettelser og ændringer, der ikke er til ugunst for kunden, kan gennemføres uden særskilt varsel.

Den aktuelle version af betingelserne vil altid være tilgængelig på DNS.services.

Lovvalg og tvister

Aftalen er underlagt dansk ret.

Tvister søges først løst i mindelighed mellem kunden og DNS.services.

For erhvervskunder skal tvister, som ikke kan løses i mindelighed, afgøres ved de danske domstole med DNS.services hjemting som aftalt værneting, medmindre andet følger af ufravigelige regler.

Forbrugere kan gøre brug af de klage- og værnetingsmuligheder, der følger af gældende forbrugerlovgivning.

Kontakt

Spørgsmål til betingelserne kan sendes gennem ticketsystemet i kundeområdet eller til: post@dns.services.

Log ind

Glemt din adgangskode?
Opret en konto
  • Vidensdatabase
  • Nyheder & Drift
  • Kundeområde
  • Saldobetaling
  • Prisgaranti på alle domæner
  • Betingelser
  • .DK domæne
CVR: 37074640 post@dns.services Alle priser er inkl. moms
© 2019 - 2026 | DNS.services | We made it with love in Denmark | And it's powered by PowerDNS
Er du ok med at vi benytter cookies? 🍪 Vi bruger cookies til at forbedre oplevelsen af sitet. Læs mere